Fra den 1. januar 2025 ændres reglerne for, hvordan elafgiften beregnes, hvis du opvarmer din bolig med el. Ændringen kommer fra Energinet og gælder også med tilbagevirkende kraft for de seneste år – nærmere bestemt 2025, 2024 og 2023 (samt 2022 for egenproducenter i nettoafregningsgruppe 6).
Her kan du læse mere om baggrunden for ændringen, og hvad den betyder for dig som elkunde.
Hvad går ændringen ud på?
Hvis du bruger el til opvarmning af din bolig, skal du fremover betale fuld elafgift af de første 4.000 kWh, du bruger i løbet af et elvarmeår (1. januar til 31. december). Alt forbrug over denne grænse bliver derefter afregnet med en reduceret sats – aktuelt 1 øre pr. kWh.
Det nye er, at de 4.000 kWh ikke længere fordeles jævnt over året. I stedet vil du betale den fulde afgift af de første 4.000 kWh – uanset hvornår på året du når dertil. Når grænsen er nået, overgår du automatisk til den reducerede elafgiftssats for resten af året.
Tidligere og nuværende metode – hvad er forskellen?
Tidligere model:
Indtil nu blev den fulde elafgift fordelt jævnt over hele året – svarende til 10,959 kWh pr. dag. Det betød, at man fik reduceret elafgift løbende, og derfor oplevede en mere stabil og ensartet elafgift hver måned – uanset ens konkrete forbrugsmønster.
Ny model fra 2025:
Fremover bliver de første 4.000 kWh, du bruger på et år, opkrævet til fuld afgift. Når du har opbrugt denne mængde, vil alt efterfølgende forbrug blive afregnet med den lavere elafgiftssats. Det gælder hele året, uanset om du når grænsen i januar eller november.
Hvorfor bliver reglerne ændret?
Ændringen sker på baggrund af en afgørelse fra Skattestyrelsen. I 2023 opstod der tvivl om, hvorvidt den tidligere metode overholdt gældende regler. Skattestyrelsen har nu slået fast, at elvarmekunder først skal betale fuld afgift af de første 4.000 kWh – og først derefter kan opnå den reducerede sats.
Energinet har som følge af afgørelsen opdateret beregningsmodellen og foretager derfor nu korrektioner bagudrettet til 1. januar 2023 (samt 2022 for egenproducenter i gruppe 6).
Du kan finde mere information på energinet.dk.
Hvordan påvirker ændringen dig som kunde?
Du behøver ikke selv gøre noget. Ændringen sker automatisk, og vi hos Fairpris sørger for at videreformidle eventuelle rettelser på din elregning. Her er, hvad du kan forvente:
1. Automatisk korrektion af tidligere elafgifter
Energinet opdaterer de historiske data og sender dem videre til os. Så snart vi har de nødvendige og korrekte oplysninger, vil vi sørge for, at din regning bliver justeret.
2. Midlertidigt højere elafgift i årets første måneder
Fra 2025 vil elafgiften typisk være højere i starten af året, indtil du har brugt de første 4.000 kWh. Derefter falder afgiften automatisk. Det betyder, at du som kunde måske vil opleve en højere regning i årets begyndelse – og en lavere senere på året.
3. Mulighed for tilbagebetaling ved højt forbrug
Hvis du har haft et højt strømforbrug – f.eks. i 2023 – kan du have betalt for meget i elafgift. Disse beløb bliver nu korrigeret, så du eventuelt får penge tilbage.